På trods af en stor interesse for musik har vi aldrig rigtigt været på festival. Det er blevet til en enkelt Grøn Koncert tilbage i 90´erne og så ellers kun almindelige livekoncerter med udvalgte kunstnere.
Faktisk har tanken om mudder, urinstøv, junkfood og mange fulde folk samlet ikke tiltalt os særligt.
Vi har dog et par gange talt om, at vi måske skulle prøve en af de mindre festivaller med et lidt mere snævert publikum og musikprogram.
Tilfældigt kom vi i snak med vore sædvanlige rejsekammerater, som ligger og kører rundt i "Fruen", når de er på tur. De havde faktisk talt om Tønder Festival som en af de ting, de gerne ville opleve.
I vinteren 2017 blev det aftalt at mødes på Tønder Festivals campingareal og så ellers tage den derfra.
Vi har været i løbende kontakt med folkene fra "Fruen" i løbet af eftermiddagen og aftenen. De har fortalt om, at man bliver mødt af festivallens campingvagter længe før, man når til campingarealet og at der herefter anvises venligt men bestemt, hvor man må lægge sig.
Vagterne har åbenbart fyraften på et tidspunkt i løbet af aftenen. Da vi når frem ved 21.45 tiden, møder vi ikke en eneste repræsentant fra festivallen. Vi får fat i folkene fra "Fruen", som har holdt en plads og finder selv på plads blandt de ca. 2.500 enheder på campingarealet.
Der er sat lys op på campingarealet, men det er kun på de store indkørselsveje og det er meget spredt. Der er mørkt imellem rækkerne og ikke megen plads til en velvoksen boggievogn.
Man skal være opmærksom på, at campingarealet er lagt på en græseng, der er klippet en enkelt gang med skagleklipper og kun drænet som almindeligt landbrugsjord.
Der var lidt fugtigt, da vi kom og sporerne, hvor man skulle køre, var allerede begyndt at blive dybe og fedtede.
Efter lidt rumsteren og almindelig manøvrering kom vi på plads og kunne slå støttebenene ned til 4 dages festival.
Festivalcamping kommer i mange udgaver. Selvom der både ankom store mobilhomes og entrepernørskurvogne, er Polarvognen nok en lille smule overdimensioneret til formålet. En let rejsevogn med en lidt kraftig trækker vil klart være nemmere at tumle på plads.
Man kan også vælge at leje en af de mange opsatte løsninger, som festivallen står for. Der er både "klapop" telte og tipier, hvis man er til den slags.
Noget af det, der overraskede positivt, var toilet og badefaciliteter. Med tanke på at der nok overnatter imellem 5.000 og 10.000 mennesker på campingarealet, som skal dele et relativt lille antal toiletter, så var disse forbilledligt rene og tilgængelige.
Badet var fællesbad. Dog ikke helt så hippieagtigt, som det lyder. Det fungerer som en god gammeldags dansk svømmehal. Damer til højre og herrer til venstre. Der er masser af varmt vand og humøret er i top blandt de badende. Her kan man møde både den morgenfriske, der kører benhårdt på de daglige rutiner og den hærdede festivalgænger, der på dag 3 lige skal have et bad, før den næste fest kalder.
Torsdag kl. 12.00 åbner festivalpladsen. Alle bliver klappet ind af de frivillige, og det er tydeligt at se, at mange har glædet sig længe til årets Tønder Festival.
På pladsen er der en kombination af madtilbud, der spænder fra eksempelvis billige pølser, luksus fish & chips til deciderede restauranter, hvor der skal bestilles bord hjemmefra.
Vi prøvede lidt af det hele sammen med et godt udvalg af drikkevarer i løbet af de 4 dage. Konklusionen fra vores selskab er, at det er bedre end forventet, men at det nok ikke kan gå for at være den store gastronomiske oplevelse.
Den gastronomiske oplevelse havde vi sikret ved at tage mad med til frokost, som vi nød hjemme i lejren. På den måde er det også tilladt at tage en lille "morfar", hvis behovet har meldt sig.
Så var det ellers om at få slået øjne og ører ud og suge festivalstemningen til sig. Der er selvfølgelig masser af sjove indslag at kigge på og masser af god musik. I dag- og aftentimerne leverer Tønder Festival god og fængende Folk/Rock, og der er masser af mulighed for at høre noget andet end det sædvanlige populærmusik, der spilles på radiostationer og streamingtjenester.
Vi oplevede for eksempel Tami Neilson og det amerikanske band The Dustbowl Revival
Hen under aften bliver der sat mere strøm til tingene og volumen får lige lidt ekstra gas. Eksempelvis oplevede vi Red Hot Chilli Pipers. Et orkester, der spiller masser af ørehængende rockmusik på sækkepibe og trommer garneret med elektrisk guitar.
Lucinda Williams gav også et bud på, hvad folk/rock music kan være for en størrelse.
Først på natten bliver teltscenernes stole taget væk og der gøres klar til en mere rockpræget oplevelse. Her er det blandt andet koryfæ Allan Olsen og det lokale bysbarn Jacob Dinesen, der for vores part var en af festivallens højdepunkter.
Det samlede musikprogram på Tønder Festival 2017 var stort. Vi fik hørt en masse musik i de fire festivaldage. Vi må også konstatere, at vi slet ikke kunne nå det hele. Der vil helt sikkert kunne skrives en helt anden historie af andre tilfældige festivalgæster fra årets Tønder Festival.
Polarvognen kan konstatere, at vi godt kan lide det der festivalcamping. Det er hyggeligt og vi har mødt en anden slags campister end dem, vi normalt møder, når vi trækker rundt på de europæiske landeveje.
Vi forventer at komme tilbage til Tønder Festival. Næste gang skal vi have prøvet de sidste scener og måske optimere lidt på planen for, hvilken musik vi skal høre.
Endelig skal vi også se, hvad det er for tiltag festivalledelsen har tænkt sig at gennemføre på campingarealet, når festivalchefen lover, at der vil blive kigget på nye og spændende løsninger.
Tak for en fed oplevelse til Tønder Festival.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar